error messagebox
00:00

Nu kan du blive vaccineret mod helvedesild

Helvedesild eller herpes zoster, som den også kaldes, er virkelig en helvedes sygdom. Det ved alle, der har haft den eller kender en, der har. I Europa rammes 1,7 mio. mennesker hvert år, og 2/3 af tilfældene rammer mennesker på 50 +.

Herpes zoster er egentlig en slumrende skoldkoppevirus, der kan bryde ud, hvis ens immunforsvar svækkes på grund af sygdom eller alderdomssvækkelse. Når den bryder ud, bevæger den sig langs nervebanerne til huden. De første tegn er en brændende fornemmelse langs den nervebane, virus vandrer i.

Da nervebanerne typisk danner halvcirkler rundt om kroppen, vil smerten og det efterfølgende hududslet  svare til nervebanerne og ses som et blæredannende hududslet i et smalt område på den ene side af kroppen. Sammen med udslettet kommer der typisk let feber og også ofte hævede lymfeknuder. Udslettet når sit højeste efter 3-5 dage, hvorefter blærerne går i stykker og danner sår.

Sygdommen klinger af efter nogle uger, men mellem 1/5 og 1/3 af dem, der har helvedesild udvikler også postherpetisk neuralgi (PHN), der er nogle grimme nervesmerter, der kan vare i måneder, ja endog år for nogles vedkommende.

Hvis sygdommen diagnosticeres inden for 72 timer, kan der gives antiviral behandling, men er løbet kørt, er der ikke meget at stille op. Og da sygdommen sjældent udredes så hurtigt, var det måske en idé at lade sig vaccinere, sådan som sundhedsmyndighederne i USA, Sverige, Østrig, Storbritannien, Grækenland og Canada anbefaler.

Er du medlem af Sygeforsikringen danmark i grupperne 1,2 eller 5 så yder den et tilskud på 50 pct. inklusive lægens vaccinationsgebyr.

Læs også: Derfor får du smerter fra helvedesild

Læs også: En kamp for at komme i behandling