Det nye middel er godkendt i USA, men mangler stadig godkendelse i EU.

Behandling af hedeture uden hormoner på vej

 

Så er der måske nyt håb på vej for kvinder, der døjer med hedeture, men ikke ønsker at tage hormonpræparater.

Den første ikke-hormonelle behandling af hedeture, der er forbundet med overgangsalderen, er nemlig nu blevet godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Det er et produkt, der på det amerikanske marked hedder Brisdelle, og som kan behandle moderate til alvorlige hedeture. Præparatet indeholder paroxetine, som er et stof, der påvirker serotoninen og tidligere er solgt som antidepressiv medicin. Brisdelle skal tages ved sengetid en gang daglig.

Der findes flere andre godkendte behandlinger mod hedeture, men de indeholder enten østrogen alene eller østrogen sammen med progestin. Godkendelsen af Brisdelle er baseret på to kliniske forsøg, som omhandlede i alt 1.1.75 kvinder i overgangsalderen. Og forsøgene dokumenterede, at Brisdelle kan reducere hedeture. Der er dog mulige bivirkninger i form af hovedpine, træthed og kvalme.

Modstand mod hormonel behandling

Op imod 75 pct. af alle kvinder oplever hedeture i forbindelse med overgangsalderen, og tilstanden kan for nogle vare ved i fem år og mere. Der er intet farligt i hedeture, men de kan være ubehagelige og for nogle kvinder føles det pinligt, ligesom de kan ødelægge søvnen.

”Der er et stort antal kvinder, som lider af hedeture i forbindelse med overgangsalderen, og som ikke kan eller vil bruge hormonel behandling,” siger dr. Hylton Joffe, der er direktør i Division of Bone, Reproductive and Urologic Products i den amerikanske godkendelsesmyndighed, FDA’s Center for Drug Evaluation and Research.

Brisdelle, der er til kvinder med moderate til svære hedeture, produceres af et amerikansk firma, der hedder Noven. Før præparater kan bruges i Danmark, skal de først godkendes i EU af en instans, der hedder EMA. Og enten samtidig eller derefter kan danske myndigheder sige god for produktet.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?