Din vægt svinger i løbet af ugen - uanset om du er på slankekur eller ej. De fleste vejer mindst om fredagen og mest om søndagen.

Varigt vægttab kræver disciplin på hverdagene

 

Hvis du forsøger at tabe dig, bør du være meget opmærksom på, hvad du spiser i løbet af ugen, og ikke bekymre dig så meget om, at du falder i i løbet af weekenden.

Vi kender det vist alle alt for godt. Man lever nærmest asketisk i løbet af ugen, men når week-enden er overstået, så har man taget det hele – og måske lidt mere til - på igen.

Men det er ikke spor unormalt, siger et hold af amerikanske og finske forskere.

"Næsten alle vejer mest søndag aften og mindst fredag morgen," sagde Brian Wansink, der er professor i forbrugeradfærd ved Cornell University og forfatter til bogen Slim By Design.

Mennesker, der har held med at tabe sig og holde vægten, er dem, der opretholder sunde spisevaner i løbet af ugen, fremgår det af en ny undersøgelse.

De, der konsekvent taber vægt, lever i.flg. undersøgelsen mere asketisk i løbet af ugen for at kompensere for deres weekend vægtøgning.  Deres vægt begyndte straks at falde mandag og fortsatte nedad indtil fredag, mens folk, der havde tendens til at tage på i vægt, ikke viste tilsvarende vægtfald.

"De, der er de store vindere er dem, der mister en lille smule vægt fra mandag til tirsdag til onsdag til torsdag," siger Wansink.

I undersøgelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet Obesity Facts deltog 80 personer i alderen 25-62 år. Forskerne bad dem om at veje sig selv før morgenmad hver dag i alt fra to uger til næsten et år.

Undersøgelsen fandt, at alle - uanset om de var ved at tabe sig eller tage på -  havde udsving i deres vægt i løbet af en uge.

Fast rytme tæller

Wansink siger, at det sker, fordi hverdagene er mere ensrettede, hvilket gør det lettere for folk at holde øje med, hvad de spiser. I weekenderne er der derimod mange fristelser.

"Der er store udsving i, hvad du gør i løbet af weekenden, mens hverdagene har et mønster og en rytme."

Ved at holde øje med vægten hver dag, viste det sig, at de, der tabte i vægt, havde en stejl nedadgående kurve, mens den var mere blid for personer, der tog på.

De, der tabte sig, havde deres højeste vægt enten søndag eller mandag morgen 60 pct. af tiden. De havde tilsvarende deres laveste vægt fredag eller lørdag morgen.

De, der tog på, havde ikke et så tydeligt mønster. Selv om den overordnede tendens var faldende i løbet af ugen, så var de individuelle minimum og maksimum grænser ikke systematiske på bestemte dage.

Diætist Joy Dubost siger, at "undersøgelsen bekræfter mistanken om, at mange, der er på kur, oplever, at  vægten svinger, og det er ok og tilgiveligt, fordi udsvingene opstår naturligt."

”Mange, der vil tabe sig og følge en sund kostplan, opgiver den i frustration, når de ser, at de tager på i løbet af weekenden.”

"Resultatet viser, at vægttab er en lang rejse,” siger Dubost, der praktiserer i Washington, DC, og er talskvinde for Akademiet for Ernæring og diætetik.

"Hvis du er for restriktiv og ikke tillader nogen fleksibilitet i form at korte `sidespring´, så får du ikke succes med dit vægttab på lang sigt. Mennesker, der har succes med at tabe sig, er dem, der ser processen som en livslang rejse."

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?