Har du svært ved at passere en fastfood-restaurant uden at blive fristet, så skulle det måske også være et parameter for valg af arbejdsplads.

Derfor kan din arbejdsplads’ placering gøre dig tyk

 

Hvor mange fastfoodrestauranter passerer du på vej til arbejde? Spørgsmålet er mere relevant end du måske tror. Det har nemlig meget nøje sammenhæng med din vægt.

Hvis du konstant udsættes for fristelser i form af burger-, pizza og shawarma-restauranter, er du simpelthen også i større risiko for at spise for usundt.

En gruppe engelske forskere har undersøgt sammenhængen mellem BMI og madfristelserne i nærheden af vores bolig og arbejdsplads.

Og de kan dokumentere, at hvis der er rigtig mange af de usunde restauranter i din nærhed, har du næsten dobbelt så stor risiko for at blive overvægtig i forhold til, hvis du ikke umiddelbart ser skilte med fastfood på din daglige vej til og fra arbejde.

Det står tydeligt for forskerne, at din vægt især afgøres af, hvor din arbejdsplads ligger. Er der mange mulighed for fastfood og takeaway der, hvor du passer dit arbejde, risikerer du at tage mere på end, hvis restauranterne ligger i nærheden af din bolig.

Forskningen, der er offentliggjort i British Medical Journal, baseres på data fra det såkaldte Fenland studie, som omfattede over 5.000 deltagere. De arbejdede alle udenfor hjemmet, boede på samme egn i England og var i alderen fra 29 til 62 år.

Deltagerne svarede på et spørgeskema, så forskerne kunne vurdere, hvor meget pizza, pomfritter og pølser de spiste hver dag. Derudover blev deres BMI målt.

Forskerne fandt, at der var en forbindelse mellem, hvor meget fastfood deltagerne spiste og hvor mange fastfoodrestauranter de kom forbi i løbet af dagen. Dem, der kom forbi mange fristelser, spiste 15 pct. mere fastfood end andre. Det svarer til at spise et halvt McDonald måltid mere om ugen.

Forskerne siger, at den største risiko for at spise for meget fastfood var, hvis man havde mange fastfoodrestauranter i nærheden af arbejdspladsen sammenlignet med at de ligger i nærheden af, hvor man bor.

De mener, at det er tidspresset på arbejdspladsen, der betyder, at muligheden for at købe fastfoodmad også fører til, at man rent faktisk gør det i den grad, at man tager på af det.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?