Mænd tager oftere viagra, når kvinden tjener mest

Par - og især gifte par - har tilsyneladende oftere problemer i sengen, når hun tjener mere end ham.
 

Danske mænd gift med højerelønnede kvinder er tilsyneladende enten mere servicemindede eller har flere problemer med potensen.

Det viser en dansk-amerikansk undersøgelse baseret på danske tal over forbruget af potensfremmende midler kombineret med lønoversigter.

Undersøgelsen fra Michael S. Dahl fra Aalborg Universitet og Jimmi Nielsen fra Aarhus Universitetshospital viser, at mænd gift med kvinder med højere indkomster er mere tilbøjelige til at bruge viagra eller andre potensmidler end mænd, der tjener mere end deres koner.

Faktisk synes det som om at jo mere hustruen tjener mere end manden, jo mere har han brug for potensfremmende midler. Det viser sig selvfølgelig mest tydeligt hos midladrende mænd fra 50-65 år. Men også mindre udtalt hos yngre mænd og kvinder.

Mænd, der tjener omkring 150.000-250.000 kr. mere end deres hustru er dem, der mest sjældent bruger potensmidler, mens mænd der tjener mere end en kvart million mere end deres hustru begynder at have større behov for potensmidler.

Undersøgelsen er netop offentliggjort i Personality and Social Psychology Bulletin.

Ægteskab forpligter mere

Tilsyneladende har ægteskabet i sig selv indflydelse på forbruget af potensmidler. Undersøgelsen viser at selv om ægtepar og samlevende ugifte pars forbrug flugter i forhold til forskel i løn, så er forbruget af potensmidler hos ægtepar en halv gang højere. Så mens en gift mand, der tjener 200.000 kroner mindre end sin hustru tager tre piller om måneden, så tager en ugift mand med samme lønforhold kun to piller.   

Forskerne har set på mere end 200.000 ægtepar i Danmark fra 1997 til 2006, og konstaterede samtidig også, at hustruer som tjente mere end deres mænd oftere led af søvnløshed og oftere brugte anti-angst medicin.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?