Læger bruger sjældent tid på at tale med deres patienter om deres sindsstilstand og risikerer derfor at overse tegn på depression.

Alvorlig sygdom kan føre til depression

 

Selv om man overlever en alvorlig sygdom eller et ophold på en intensivafdeling, er der stor risiko for, at man får en depression.

En ny undersøgelse viser, at en tredjedel af de patienter, der er indlagt på en intensiv afdeling, udvikler depression, der forårsager fysiske symptomer snarere end de sædvanlige psykologiske tegn. Resultatet er, at deres tilstand ikke bliver diagnosticeret, så de ikke får den hjælp, de burde.

Det viser en ny undersøgelse, hvor forskerne opfordrer lægerne til at være mere opmærksomme på at forebygge og behandle de fysiske snarere end de psykiske symptomer på depression i hospitalernes intensivafdelinger.

De fysiske tegn på depression omfatter svaghed, ændringer i appetit og træthed.

"De fysiske symptomer på depression er ofte resistente over for behandling med almindelig antidepressiv medicin,” siger lederen af undersøgelsen, James Jackson, der er professor i medicin ved Vanderbilt University Medical Center i Nashville.

Undersøgelsen omfattede over 800 patienter, der enten havde åndedrætsproblemer eller en livstruende blodforgiftning. Deres gennemsnitsalder var 61 år.

Ved hjælp af forskellige tests, vurderede forskerne deltagerne for depression, post-traumatisk stress (PTSD) og funktionelle handicap fra tre måneder til et år efter udskrivelsen. De vurderede også patienternes livskvalitet.

De dagligdags gøremål

Den nye undersøgelse, der er offentliggjort i The Lancet Respiratory Medicine , fandt, at 37 pct. af patienterne havde mild depression, og to tredjedele havde hovedsagelig fysiske symptomer. En tredjedel af de deprimerede patienter var stadig deprimerede efter 12 måneder.

Patienter, der tidligere havde haft en depression var mere tilbøjelige end andre til at opleve symptomer på depression efter deres hospitalsophold. 7 pct. af patienterne udviklede symptomer på PTSD.

"Patienter i alle aldre har risiko for at udvikle depression efter et ophold på en intensiv afdeling,” siger Jackson.

Efter tre måneder havde en tredjedel af patienterne svært ved at udføre normale daglige aktiviteter, såsom at spise, bade og få tøj på uden hjælp, og mere end en fjerdedel af patienterne havde også problemer med at håndtere penge, skrive en indkøbsliste eller følge en opskrift.

Samlet set viser undersøgelsen, at patienter, der behandles i en intensivafdeling er tre gange mere tilbøjelige til at udvikle depression end den generelle befolkning. Depression er også fire gange mere udbredt blandt folk, der har overlevet en kritisk sygdom.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?