6 gode grunde til at droppe gaveræset

 

Juletid er gavetid. Men her kan du læse en håndfuld rigtig gode årsager til, at du hellere skal bruge den mørke december på at være sammen med familie og venner end at sørge for at der er den heeelt perfekte gave til dem alle sammen.

Vi bombarderes med reklamer og andre opfordringer til at lade dankortet gløde og til at vi for en hver pris skal give, give, give. Børnene skal i hvert fald have, og det skal de gamle jo også, og hvad med venner, kollegaer…

Og så skal vi jo også selv have, have, have. Materialismen buldrer løs i denne tid. Men her har du nogle af forskernes grunde til at holde lidt igen med gaveræset og i det hele taget det fokus vi i vores moderne liv har på ting, ting, ting:

Materialisme og stress er en dårlig cocktail

En undersøgelse offentliggjort i Journal of the Academy of Marketing Science viser, at materialistiske mennesker, som er stressede, har tendens til at kaste sig ud i vild shopping og impulskøb. Desværre er den usunde adfærd starten på en ond cirkel, da det er sandsynligt, at man derved får endnu mere stress og i det hele taget et dårligt velbefindende. Det siger forsker Ayalla Ruvio, Mishigan State University.

For stort fokus på penge kan skade dit ægteskab

Hvis du går for meget op i at bruge penge, kan det have indflydelse på den stabilitet og tilfredshed, du har i dit ægteskab. Ifølge forskning fra Brigham Young University og William Paterson University har det vist sig, at par, som ikke er særligt materialistiske har en større ægteskabelig lykke, sammenlignet med par, der har mere materialistiske værdier. Undersøgelsen, der er offentliggjort i Journal of Couple & Relationship Therapy, er renset for eventuelle forskelle alt efter om parrene var rige eller fattige.

Materialisme får dårlige ting til at føles endnu værre

Når mennesker lægger stor vægt på materielle ting, er de mere sårbare, når livet ikke går som man havde forventet. En undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Academy of Marketing Science viser, materialismen gør os dårligere til at tackle modgang. Professor ved University of Illinois, Aric Rindfleisch siger, at forskningen påviser, at materialistiske værdier også har indflydelse på vores måde at håndtere dårlige oplevelser – også dem, som ikke er af materialistisk art. Professoren mener, at resultaterne er særligt interessante, fordi vi lever i et forbrugersamfund.

Materialisme kan gå ud over din arbejdsmoral

Forskere ved San Diego State University har fundet ud af, at materialisme er højere blandt moderne unge mennesker sammenlignet med deres forældres generation. Hele 62 pct. af en årgang gymnasieelever i 2005-2007 sagde, at det var vigtigt at have mange penge, sammenlignet med 48 pct. i samme aldersklasse i 1976-1978. Men det viser sig, at en øget materialisme er forbundet med en lavere motivation til at arbejde hårdt. 39 pct. af de moderne unge sagde, at de ikke ønskede at arbejde hårdt, mens det galt for 25 pct. af forældregenerationen.

Du bliver glad, når du ikke tænker på penge

Mennesker, som fokuserer meget på økonomisk succes og materialisme, har større risiko for at blive ulykkelige og har flere problemer med at indrette sig på deres livsbetingelser. I bogen The High Price of Materialism, forklarer professor ved Knox College Tim Kasser dog, at man ikke kan være sikker på, om forskningen viser, at det udelukkende er de materialistiske værdier, som medfører ulykken, eller om også andre faktorer spiller ind. Men han konkluderer i hvert fald, at den amerikanske drøm har en bagside, og at stræben efter rigdom faktisk kan ødelægge vores velbefindende.

Det kan få os til at ville have mere og mere

Hvis vi bare altid vil have mere og mere, kan det føre til en kronisk følelse af utilfredsstillelse. Det siger lykkeforsker og professor i psykologi ved University of Illinois Ed Diener. Han har i en artikel i New York Times skrevet i en artikel om materialisme, at det bare fortsætter i al evighed, hvis vores mål er hele tiden at opnå mere. Sådan har vi det jo ikke med venskaber.

”Venner nyder vi uden hele tiden at ville have mere,” skriver han.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?