Hver femte ryger over 35 år har KOL

 

Hvis du går rundt med en mistanke om, at du måske har KOL, så få målt din lungefunktion. Se sandheden i øjnene. For jo tidligere du kommer i behandling, desto bedre kan du hjælpe dig selv til et fortsat aktivt liv.

Hvis du er over 35 år, ryger eller har røget, og har et lungesymptom som f.eks. hoste hver dag, slim i lungerne eller du let bliver forpustet, så har du muligvis begyndende KOL, kronisk obstruktiv lungesygdom.

Undersøgelser viser nemlig, at for hver gang man tester fem personer for KOL, så er der faktisk en, der har det.

”Men man skal ikke gå i sort af den grund. For selv om man har nedsat lungefunktion, så kan man sagtens have et aktivt liv både socialt og fysisk,” siger senior projektleder Nicolai Kirkegaard fra Danmarks Lungeforening.

”Det er vigtigt at tage fat om nældens rod. For jo før man får konstateret, om man har KOL, desto bedre kan man få gode råd til at hjælpe sig selv. Så derfor skal man være ærlig over for sig selv,” siger Nicolai Kirkegaard.

Han påpeger, at der ikke er nogen grund til at skamme sig, hvis man får konstateret KOL.

”Det er der rigtig mange, der gør, fordi de ved, at KOL primært skyldes rygning, men det kan de godt droppe. Folk, der brækker et ben på en skiferie er jo også selv ude om det, og de bliver jo behandlet. Det samme gælder mennesker med KOL. Vi vil bare gerne have folk i behandling så tidligt som muligt, for så kan vi bedre hjælpe dem,” siger han.

De første tegn

KOL udvikler sig over rigtig mange år, så derfor kan sygdommen fremstå temmelig uskyldigt i begyndelsen.

”Hvis man begynder at blive forpustet, når man skal op ad trapperne, og man samtidig hoster og har slim, så bør alarmklokkerne ringe. Man skal ikke bare køre det ind under, at ens kondition er blevet dårligere, fordi man er blevet ældre,” siger Nicolai Kirkegaard.

”Mange får først konstateret KOL, når de bliver undersøgt i forbindelse med en lungebetændelse, så derfor er det vigtigt, at man selv tager initiativ til at tale med lægen om det. Man skal italesætte KOL og fortælle lægen om ens symptomer. Og hvis lægen ikke tager initiativ til, at man får en lungefunktionsmåling, så skal man selv bede om det,” siger Nicolai Kirkegaard.

En lungefunktionsmåling tager højst fem minutter, hvor man skal puste i et rør, der måler, hvor meget luft man har i lungerne.

Gode råd:

  • Hvis du har hoste med slim i luftvejene og bliver let forpustet, så gå til din læge og bed om en lungefunktionsmåling
  • Vær ærlig over for dig selv
  • Bed din læge om hjælp til rygestop og lad være med at skamme dig
  • Tal med dine pårørende og fortæl, hvad der bekymrer dig. Hvis du f.eks. ikke kan spille fodbold med børnebørnene længere, så find på noget andet, du kan gøre med dem
  • Vær aktiv både fysisk og socialt
  • Sørg for at få den rigtige kost. Tal evt. med en diætist
  • Søg evt. rådgivning hos Danmarks Lungeforening på www.lunge.dk

”Hvis målingen viser, at man har KOL, bør man i princippet komme i behandling med det samme. Man kan imidlertid også gå rundt med en skjult astma, der skal behandles anderledes end KOL, så hvis lægen giver astmamedicin, og lungerne reagerer positivt på det, så er det den vej, man skal. Derfor anbefaler vi, at man ved nedsat lungefunktion får målt lungerne tre gange inden for det første halve år, så det kan konstateres, om man har KOL, astma eller begge dele,” siger Nicolai Kirkegaard.

Motion og kost

Hvis man har KOL og stadig ryger, bør man holde op, da det er den mest effektive behandling. Og så skal man endelig ikke gå hen og blive fysisk inaktiv.

”De fleste kommuner tilbyder såkaldt rehabilitering, hvor man i 7-12 uger kan få fysisk træning et par gange om ugen og råd og vejledning om bl.a. kost. Og det skal man tage imod, da det er en rigtig god hjælp til selvhjælp,” siger Nicolai Kirkegaard.

Hvis man har KOL i moderat til svær grad, kan man miste muskelmasse, så derfor er det vigtigt, at man får en kost med masser af energi og protein. Og så skal man være fysisk aktiv i mindst en halv time hver dag.

”Det kan godt være, man bliver forpustet, når man træner fysisk, men ens kondition bliver bedre, og dermed optages ilten bedre i musklerne. Det betyder igen, at lungerne skal arbejde mindre, og det betyder rigtig meget for, at man kan klare hverdagen,” siger Nicolai Kirkegaard.

Del denne artikel med dine venner
Hvad synes du?